AUTOCENTRALEN - Der er jubilæum hos Autocentralen, hvor et af de bedst kendte ansigter i virksomheden kan fejre, at der stod oktober 1994 i kalenderen, da han blev ansat. Gennem 30 år har Brian Olesen var en fast bestanddel af bilhuset på Bugattivej 4 i VejleTirsdag den 1. oktober er det således præcis 30 år siden, at 50-årige Brian Olesen første gang mødte ind i bilhuset på Bugattivej 4, der dengang hed A. Haargaard.
- Faktisk var jeg begyndt halvandet år tidligere i praktik heroppe, og det var egentlig bare meningen, at jeg skal være her i en måneds tid. Men så kom jeg i lære som lagermand, og den 1. oktober 1994, da jeg blev udlært, blev jeg fastansat, fortæller Brian Olesen.
Det var andre tider dengang. Det første afsnit af Venner løb over skærmen, tunnelen under Den Engelske Kanal blev taget i brug og statsministeren, det var Poul Nyrup Rasmussen.
Et helt særligt bilhus
- Det er nu ikke fordi, at der er så stor forskel på mit job i dag sammenlignet med dengang. Jo der var en hel del mere kørsel, end der er i dag. I dag kører jeg stort set kun ture rundt i Vejle-området, forklarer Brian Olesen, der for et års tid siden skiftede sin aldrende Toyota Hiace ud med den nuværende Volkswagen Transporter.
Et skift der meget godt symboliserer, hvordan bilhuset på Bugattivej ikke længere er en forretning med hverken Toyota, Lexus eller Opel – men i stedet er et Volkswagen, Seat, Cupra og Skoda-hus.
- Da jeg begyndte, var bilhuset blevet bygget en håndfuld år forinden. Det var et af de første steder, hvor bilerne kunne stå inden døre. Det så man ikke ret meget på det tidspunkt, og det har jo ændret sig en del, understreger Brian Olesen.
Masser af gode år forude
Alle kollegerne er på fornavn med Brian. For det første skyldes det, at han er manden, der kender det enorme bilhus bedre end sin egen bukselomme. Og for det andet, fordi det er ham, der bestiller og henter mad i kantinen hos nabo-virksomheden JFM.
- Nogle tænker jo nok, at det er en af de vigtigste opgaver, som jeg har. Men der er mange andre. Det er et stort hus at holde styr på, og alene lageret gemmer jo på masser af hyldemeter, forklarer han.
Brian Olesen er født og opvokset på Søndermarken i Vejle, og det er også fortsat i det kvarter, han er bosat. Heldigvis er der forhåbentlig så mange gode år i jubilaren, at der både kan stiles efter et 40-års og et 50-års jubilæum, når den tid kommer.
Facts om Autocentralen:
Autocentralen er en af landets største bilkoncerner med en række bilhuse i henholdsvis Syd- og Sønderjylland samt i København. Autocentralen driver en erhvervsleasing-afdeling, tyverisikringsfirmaet Arcasafe samt er medejer af DKT Auto A/S, der leverer indretning, opbygning og foliering af køretøjer. Flexleasingselskabet Granturismo Cars er ligeledes en del af Autocentralen-familien.
Koncernen er autoriseret forhandler af Honda og Nissan samt Semler-mærkerne Cupra, Seat, Skoda og Volkswagen. Autocentralen er desuden Audi Servicepartner i Esbjerg, Horsens og Kolding.
Samlet er der tæt på 450 medarbejdere i Autocentralen, som er grundlagt i 1976 med udgangspunkt i Kolding af Knud Majgaard Jensen. Koncernen ejes og drives fortsat af grundlæggeren sammen med sønnerne Palle og Anders Lindskov Jensen, der er henholdsvis salgsdirektør og administrerende direktør i Autocentralen. Læs mere her.









