Den ikoniske Transporter har over 70 år på bagen

31. august 2022
VW Transporter i mere end 70 år

AUTOCENTRALEN – Historien om Volkswagen Transporter er helt ekstraordinær. Den har været i produktion i længere tid end nogen anden varevogn – idet det første eksemplar rullede af samlebåndet den 8. marts 1950. Der er samlet set produceret mere end 13 millioner eksemplarer af Volkswagen Transporter.

Volkswagen havde i 1940’erne formået at skabe en succes med den såkaldte boble – eller Volkswagen Type 1. Med Type 2 – som var det oprindelige modelnavn til Transporter – fra 1950 skabtes endnu en bestseller.

Historien om denne ikoniske varevogn breder sig nu over syv generationer, efter den seneste Volkswagen Transporter T7 blev lanceret i 2022.

Globetrottere har rejst rundt i verden i den som campingbus, firmaer har altid betragtet Transporter som en pålidelig følgesvend til transport af medarbejdere og varer, og familier har værdsat Multivans fleksible og rummelige interiør.

Idéen til Transporter opstod som resultat af Tysklands wirtschaftswunder og den boomende økonomi i efterkrigstidens Europa. De mange nye virksomheder i Tyskland og det øvrige Europa havde brug for et køretøj, der var pålideligt, rummeligt og driftsøkonomisk.

Volkswagen definerede en kompakt varevogn med maksimal pladsudnyttelse: boxermotor bagest, førerkabine forrest og masser af plads derimellem.

Volkswagten Type 2 T1

Det var konceptet i T1 – den første varevogn fra Volkswagen.

Volkswagen Transporter T1 (1950 til 1967)

Den 11. november 1949 præsenterer Volkswagen for pressen en håndbygget prototype af en transporter kassevogn. Volkswagen havde allerede i 1949 henvendt sig til patentkontoret med henblik på at registrere navnet Bully, men et andet firma havde sikret sig rettighederne, så Volkswagen ændrede internt navnet til Bulli, hvilket banede vejen for brugen af navnet i Tyskland.

Der skulle dog gå over 50 år, før Volkswagen Erhvervsbiler i 2007 sikrede sig rettighederne til navnet og kunne registrere det som et varemærke. I Danmark fik de første generationer af Transporter kælenavnet ”Rugbrødet”, hvilket dog ikke blev et registreret varemærke.

Historien om Transporter er en rejse i tid. For 70 år siden var Bing Crosby en musikalsk superstjerne, og hans ”White Christmas” – der dog er fra 1942 – er stadig en af de mest spillede og solgte sange nogensinde.

I 1950 var Volkswagen stadig et relativt nyt firma, og mærkets nyeste produkt var Transporter, der lånte motor og gearkasse fra Boblen. Maksimal lasteevne var 750 kg, og der var adgang til varerummet gennem et par fløjdøre eller senere – som ekstraudstyr – en skydedør i passagersiden.

T1 blev i første omgang introduceret som kassevogn, varebil med dobbelt kabine og som otte-personers bus. Den mest legendariske version af Bulli eller Rugbrødet kom i 1951: ”Micro Bus de Luxe” – uofficielt kendt som ”Samba bus” – havde vinduer hele vejen rundt og i taget samt et foldetag i lærred. Et år senere introduceredes pickup-versionen, en slags mini-lastbil til 1950’erne, og flere forskellige karrosserityper udvikledes de kommende år.

Westfalia udviklede en ”camping box” – et modul, der forvandlede Transporter til den første kompakte campingbus. For at kunne følge med den kraftigt stigende efterspørgsel flyttede Volkswagen i 1956 produktionen af T1 til en ny fabrik i Hannover, og i 1957 startede man også en produktion i Brasilien.

Indtil introduktionen af en afløser i 1967 havde ca. 1,9 mio. mennesker erhvervet sig en Transporter med splitfrontrude (også kaldet for ”splittie”) og den karakteristiske V-formede næse, og T1 var blevet en global succes.

VW Type 2 T2

Volkswagen Transporter T2 (1967 til 1979)

I august 1969 skrev musikere som Jimi Hendrix, Joan Baez og Bob Dylan historie, da de optrådte på Woodstock-festivalen. Det var tre dage med fred, kærlighed og masser af musik, hvor det nok mest berømte foto af en VW-bus blev taget – en flower-power-dekoreret T1 med et par hippier på taget. Det var måske her, ikoniseringen tog sin begyndelse.

To år tidligere var produktionen af 2. generation Transporter startet i Hannover, og det var logisk at kalde efterfølgeren T2. Den førte T1’s egenskaber ind i en ny æra og cementerede bilens position som multifunktionelt redskab for erhvervslivet.

Visuelt kunne T2 kendes på et nyt frontdesign uden det stilistiske V, splitfrontruden var afløst af én stor buet frontrude, og nedenunder var der en stribe luftindtag. T2 var nu standardudstyret med en stor skydedør i siden, og som Westfalia campingbus blev den endnu mere populær blandt verdens globetrottere.

Sao Paolo, Brasilien, har rekorden i at have produceret T2 i længst tid, da de sidste 1.200 eksemplarer af T2 – “56 Anos Kombi Last Edition” – blev bygget i slutningen af 2013.

Volkswagen Type 2 T3

Volkswagen Transporter T3 (1979 til 1992)

Dire Straits’ hit “Sultans Of Swing” tonede krystalklart ud af bilradioens højttalere, mens Pink Floyd skabte verdens mest legendariske dobbeltalbum ”The Wall”. Volkswagen fulgte dette soundtrack op med introduktionen af den nye T3. Konceptmæssigt byggede T3 videre på forgængerne, men tilføjede moderne teknologier.

Volkswagen gjorde store fremskridt med hensyn til passiv sikkerhed. Karrosseriets længde og højde var uændret, men det var bredere, hvilket gav mere plads til både passagerer og varerum, og den nye kompakte boxermotor bidrog til den gode udnyttelse af pladsen i interiøret. I 1981 introducerede Volkswagen for første gang en dieselversion af boxermotoren. Sidst men ikke mindst fik T3 en ny undervogn, der gav mere personbilslignende køreegenskaber.

I 1985 introducerede Volkswagen mange nyheder i T3. Benzinmotorerne fik katalysator, og dieselmotorerne blev udstyret med turbolader. Den største nyhed var introduktionen af de firehjulstrukne syncro-modeller, der havde en viskosekobling mellem for- og bagakslen.

Takket være en optimal pladsudnyttelse blev T3 et endnu bedre udgangspunkt for en ombygning til campingbus, og i 1988 introduceredes den første California, der var produceret af Volkswagen selv.

Da den sidste T3 ruller af samlebåndet på fabrikken i Hannover, er der produceret over 1,3 mio. eksemplarer, og nye T3-versioner som Caravelle og Multivan var blevet et hit.

Volkswagen Type 2 T4

Volkswagen Transporter T4 (1990 til 2003)

Det er nu mere end 30 år siden, Roxette sang “It Must Have Been Love”. I 1990 skete også en teknisk revolution med introduktionen af den nye T4: Nu sad en ny generation af motorer oppe foran og trak på forhjulene.

Skiftet til forhjulstræk ændrede alt fra design over undervogn til motorer og pladsudnyttelse. Nu var der markant mere plads til rådighed bagest i bilen, hvor boxermotoren havde optaget plads i T3. Forenden på T4 var længere for at skabe plads til de nye 4- og 5-cylindrede rækkemotorer og optimere kollisionssikkerheden.

Volkswagen tilbød også for første gang Transporter med to forskellige akselafstande, og de nye versioner af Multivan og California udnyttede den ekstra kabineplads. I mellemtiden var Volkswagen Erhvervsbiler blevet til et uafhængigt mærke i Volkswagen-koncernen, og det med succes. T4 blev gennemgribende opdateret i modelåret 1996.

Den 5-cylindrede dieselmotor i T4 var den første TDI-motor (Turbodiesel Direct Injection) i Transporter, og den længere forende på busversionerne af T4 gjorde det muligt at udstyre den med den raffinerede VR6-motor.

Da 4. generation gik ud af produktion i 2003, var der produceret ca. 1,9 mio. af de mange forskellige versioner af T4: kassevogn, chassis med single og dobbelt kabine, pickup, Multivan, Caravelle og California.

VW Type 2 T5

Volkswagen Transporter T5 (2003 til 2015)

Lyden af denne æra udforskede nye dimensioner med 50 Cents “In Da Club” og Robby Williams’ “Feel”. Det samme gjaldt med introduktionen af 5. generation af Transporter.

Designet byggede videre på forgængerens linjeføring, men det bredere og karakteristiske design gav T5 en mere kraftfuld udstråling, der kombinerede bilens funktionelle koncept med emotionel appeal. Interiøret videreudvikledes med henblik på at optimere førerpladsens ergonomi, blandt andet ved at udstyre T5 med længde- og højdejusterbart rat og en joystick-lignende gearstang monteret oppe i instrumentbordets midterkonsol.

Da de fleste versioner af Multivan blev solgt med skydedøre i begge sider, blev bordet til passagerer i venstre side flyttet ind i midten af kabinen og kunne placeres i forskellige positioner.

Volkswagen Erhvervsbiler producerer for første gang California på fabrikken i Hannover. Basisbilen produceres på hovedfabrikken i Hannover-Stöcken for derefter at blive transporteret til en specielt indrettet fabrik i Limmer uden for Hannover, hvor camping-indretningen monteres, og T5 forvandles til California.

T5 bød på et bredt motorprogram med fire TDI-dieselmotorer og to benzinmotorer med henholdsvis fire og fem cylindre samt et nyudviklet 4MOTION-firehjulstræk med variabelt og elektronisk styret differentiale mellem for- og bagakslen. I oktober 2010 fejrer Volkswagen 25-års jubilæet for Multivan og introducerer en special edition 25. I 2015 var der produceret cirka 1,65 millioner Volkswagen Transporter T5 på fabrikken i Hannover.

Volkswagten Type 2 T6.1

Volkswagen Transporter T6 og T6.1 (2015-)

I 2015 introduceredes T6 som en evolution af T5 og bød blandt andet på nye motorer, intelligente assistentsystemer, nye infotainmentanlæg, nyt frontdesign og tofarvet lakering, der mindede om de første generationer af Transporter. En af de vigtigste nyheder fandt man under motorhjelmen: fire effektive TDI- og TSI-motorer med start-stop-funktion.

Selv T6 kunne perfektioneres, hvilket introduktionen af T6.1 i efteråret 2019 demonstrerede. Volkswagen Erhvervsbiler førte den ind i den digitale æra med et instrumentbord, der kunne udstyres med Digital Cockpit, hvor instrumenteringen var komplet digital. Infotainmentsystemerne var nu online takket være en CPU-enhed og et eSIM-kort.

Introduktionen af et nyt elektromekanisk styretøj betød, at T6.1 kunne udstyres med en mere avanceret fartpilot, der gjorde semi-automatisk kørsel muligt, og nye effektive og rene TDI-dieselmotorer udgjorde drivlinjen i den seneste generation af den ikoniske varevogn.

Volkswagen Erhvervsbilers største fabrik i Hannover er sammen med mærkets fabrik i Poznań, Polen, optimeret med avancerede produktionsfaciliteter, så de kan producere fremtidens generationer af Transporter. I november 2019 åbnede Volkswagen en ny fabrik i Sachsen til lakering af karrosserier, der reducerer strømforbruget med mere end 25.000 megawatt og 60 ton maling til bilerne om året.

Volkswagen Transporter T6.1 er fortsat den aktuelle model (se mere om den her) – og den kommende Volkswagen ID. Buzz Cargo er således ikke en Transporter.

Det nyeste skud på stammen inden for VW-varebiler