De bløde værdier vejer tungt i en lidt hård branche

28. marts 2024
Peter Damsgaard Cocuura 1

COCUURA-AMBASSADØR – Autocentralen har gennem et års tid dannet partnerskab med Cocuura, der kæmper for at komme berøringsangsten på de danske arbejdspladser til livs. Vi har taget en snak med en af koncernens dedikerede Cocuura-ambassadører.

Det var mere eller mindre en selvfølge, at reservedelschef Peter Damsgaard fra Autocentralen i Horsens skulle være Cocuura-ambassadør.
– Jeg har nok altid nydt godt af at være lidt mere empatisk end gennemsnittet, tror jeg. Og så i tilgift ikke være bange for at vise det, fortæller den 44-årige autocentralist, der efterhånden har været en del af bilkoncernen i en halv snes år.
Helt tilbage fra dengang, hvor en noget yngre Peter Damsgaard brugte et par år som Spies-guide, har han vidst, at evnen til at tale – og samtale – med andre mennesker, var et af de æg, som var blevet lagt i hans kurv.

Peter Damsgaard Cocuura 2

– Mine kolleger føler sig trygge ved mig, og det kan de også roligt gøre. Selv om jeg har en cheftitel, så ved de godt, at de kan komme til mig, hvis der er noget i klemme. Noget der presser dem. Det er vigtigt at tage fat i de ting, der er, for ellers er der en risiko for, at det vokser sig for stort, understreger Peter Damsgaard.

Vi tager hinanden alvorligt

Han betegner selv bilbranchen som en lidt hård branche, som kun nyder godt af, at der bliver sat fokus på de lidt mere bløde værdier, som det jo er at forhold sig til hinandens følelser, tanker og udfordringer. Især når emnerne ikke nødvendigvis er direkte arbejdsrelaterede.

Cocuura fylder tre år 1

– Vi kan og skal selvfølgelig ikke løse alle problemer, men vi kan som minimum tage det alvorligt, når en kollega går og tumler med noget. Jeg ”ser” mine kolleger, og hvis jeg mærker, at der er noget, der ikke er, som det skal være, så tager jeg fat i det. Og det har jeg kun god erfaring med, påpeger Peter Damsgaard.

For ham giver det rigtig god mening, at Cocuura og Autocentralen har teamet op, og ifølge reservedelschefen er der også bred opbakning på hele arbejdspladsen til konceptet.

Svær at vælte omkuld

– Der skal være plads til at tage en snak med en kollega, der er i en eller anden form for krise. Eller er på vej til at komme derhen. Jeg mistede min mor for et års tid siden, og selv om det jo ikke direkte har noget med mit arbejde at gøre, så er det jo ikke sådan, at man nødvendigvis kan holde tingene adskilt hele tiden. Derfor er det rigtig positivt, at Cocuura-konceptet er blevet så tydelig en del af hverdagen hos os. Det virker, pointerer Peter Damsgaard, der i øvrigt virker som en mand, som er mere end svær at vælte omkuld. Både mentalt og fysisk.

Cocuura fylder tre år 3

Han er ikke i tvivl om, at konceptet er et plus for Autocentralen.

– Det betyder så meget, at medarbejderne trives på arbejdspladsen. Og hvis de skal det, så skal trivslen uden for arbejdspladsen også plejes, for det går begge veje. Derfor bruger vi krudt på hinanden, og det er min erfaring, at selv om vi måske bruger et kvarter af arbejdstiden en enkelt dag for at håndtere en udfordring, så kommer det godt igen på et andet tidspunkt. Det er dét, som vi her i Horsens kalder fleksibilitet. Vi har hinandens ryg her hos Autocentralen, konstaterer Peter Damsgaard.

Læs mere om Cocuura her.

Facts om Autocentralen:

Autocentralen er en af landets største bilkoncerner med en række bilhuse i henholdsvis Syd- og Sønderjylland samt i København. Autocentralen driver en erhvervsleasing-afdeling, tyverisikringsfirmaet Arcasafe samt er medejer af DKT Auto A/S, der leverer indretning, opbygning og foliering af køretøjer.

Koncernen er autoriseret forhandler af Honda og Nissan samt Semler-mærkerne Cupra, Seat, Skoda og Volkswagen. Autocentralen er desuden Audi Servicepartner i Esbjerg, Horsens og Kolding. Flexleasingselskabet Granturismo Cars er ligeledes en del af Autocentralen-familien.

Samlet er der tæt på 450 medarbejdere i Autocentralen, som er grundlagt i 1976 med udgangspunkt i Kolding af Knud Majgaard Jensen. Koncernen ejes og drives fortsat af grundlæggeren sammen med sønnerne Palle og Anders Lindskov Jensen, der er henholdsvis salgsdirektør og administrerende direktør i Autocentralen.