25 års jubilar blev ansat efter ekstrem kort jobsamtale

10. juni 2024
Filialchef Jakob Johansen er 25 års jubilar.

JUBILÆUM – 45-årige Jakob Johansen er filialchef i et af Koldings største bilhuse – og det glæder han sig over hver eneste dag. Egentlig har han været en del af koncernen siden 1994 – men først fem år senere blev det helt formelt. I disse dage kan han derfor kalde sig 25 års jubilar.

Autocentralen har to bilhuse i Kolding – og i dét på Egtved Allé hedder filialchefen Jakob Johansen. Ved indgangen til juni er det præcis 25 år siden, at han blev ansat som bilsælger i koncernen. Autocentralens 25 års jubilar blev en del af det bilhus, som koncernen dengang drev på Hylkedalvej – dér hvor der i dag ligger en Netto-forretning og en el-installatør.

– Mine forældre flyttede i midten af 1980erne ind på samme vej, som Karen og Knud Jensen bor på. De to har jo grundlagt Autocentralen, og jeg kom en del i deres hjem som knægt. Så er det jo lidt sjovt, at både Karen og Knud i dag er mine kolleger her på Egtved Allé, fortæller Jakob Johansen.

Han har helt fra barnsben været meget interesseret i biler, og den passion var noget, som især Knud Jensen hurtigt opdagede.

– Jeg var tit på besøg i bilhuset, hvor jeg hjalp med forskellige ting, og en dag spurgte Knud, om jeg ikke lige kunne flytte en bil. Og så var det han sagde, at jeg hellere måtte blive formelt ansat som medhjælper. Det var en meget kort jobsamtale, erkender Jakob Johansen.

Ser frem til arbejdsdagen

Der gik dog en håndfuld år, inden jubilaren blev ansat på fuld tid. Først skulle skolegangen og siden værnepligten overstås, og den 1. juni 1999 blev Jakob Johansen ”rigtig” autocentralist.

Først som almindelig bilsælger, og siden fik han ansvaret for Honda og Nissan-mærkerne.

Efter en årrække blev han salgschef, og siden udgangen af 2015 har han været filialchef i bilhuset, der i dag rummer hele fem bilmærker: Cupra, Honda, Nissan, Seat og Skoda.

Autocentralen Kolding Egtved Allé

– Det har aldrig været kedeligt, det er helt sikkert. Bilverdenen her i Danmark er jo kendt for at være lidt af en rutsjebanetur, hvor udviklingen er meget påvirkelig over for udefrakommende påvirkninger. Det går op og ned i vores branche, forklarer Jakob Johansen.

Han forsøger dog selv at påvirke tingenes tilstand i opadgående retning, for det er ifølge ham vigtigt, at man har en konstruktiv og positiv tilgang til tingene.

– Hver eneste morgen, når jeg står op, har jeg det sådan, at jeg glæder mig til at komme på arbejde. At jeg ser frem til at møde ind her på Egtved Allé og komme i gang med, hvad der ellers måtte være af udfordringer denne dag. Sådan har jeg altid haft det, og for mig er det også en forudsætning for, at jeg fungerer, pointerer han.

Et bilhus i evig forandring

Autocentralen-bilhuset på Egtved Allé er et af Koldings største, og forretningen rummer både en stor udstilling med nye og brugte biler samt autoriseret værksted, pladeværksted og dækhotel.

Filialchef Jakob Johansen er 25 års jubilar 2

– Forretningen er jo løbende blevet udvidet, og lige nu er vi faktisk i gang med at ombygge vores indskrivning. Desuden er vi i gang med at bygge til, så vores værksted bliver endnu større. Der sker noget, og det er jo dejligt, påpeger Jakob Johansen.

Bilhuset er med cirka 70 ansatte et af de største i Autocentralen-koncernen, ligesom det også er den Autocentralen-forretning, der har autoriseret forhandling af fleste mærker.

– Vi er glade for alle vores bilmærker, og vi har rigtig mange kunder, der er kommet her igennem mange år. Vi har også kunder, hvis forældre eller endda bedsteforældre har handlet bil med Knud, så det er selvfølgelig lidt specielt, understreger han.

Selve jubilæet skal naturligvis fejres – men Jakob Johansen har selv valgt, at det skal vente, til ombygningen er vel overstået.

Facts om Autocentralen:

Autocentralen er en af landets største bilkoncerner med en række bilhuse i henholdsvis Syd- og Sønderjylland samt i København. Autocentralen driver en erhvervsleasing-afdeling, tyverisikringsfirmaet Arcasafe samt er medejer af DKT Auto A/S, der leverer indretning, opbygning og foliering af køretøjer. Flexleasingselskabet Granturismo Cars er ligeledes en del af Autocentralen-familien.

Koncernen er autoriseret forhandler af Honda og Nissan samt Semler-mærkerne Cupra, Seat, Skoda og Volkswagen. Autocentralen er desuden Audi Servicepartner i Esbjerg, Horsens og Kolding.

Samlet er der tæt på 450 medarbejdere i Autocentralen, som er grundlagt i 1976 med udgangspunkt i Kolding af Knud Majgaard Jensen. Koncernen ejes og drives fortsat af grundlæggeren sammen med sønnerne Palle og Anders Lindskov Jensen, der er henholdsvis salgsdirektør og administrerende direktør i Autocentralen. Læs mere her.