VW-mærker sætter sig tungt i det elektriske førersæde

2. januar 2023
Skoda Enyaq blev årets bedst sælgende elbil i Danmark

BILSALG – De eldrevne biler har været lyspunktet i et ellers noget vigende bilsalg herhjemme. Ud af de syv bedst sælgende elbiler står Volkswagen-koncernen bag de fem, med Skoda Enyaq som årets bestseller – helt fremme i det elektriske førersæde.

Gennem det meste af 2022 har Skoda Enyaq iV indtaget duksepladsen på hitlisten over de bedst sælgende elektriske bilmodeller i Danmark – og trods hård konkurrence fra først Tesla Model Y og siden Volkswagen ID. 4 endte den roste model med at blive Danmarks bedst sælgende elbil.

I alt blev der ifølge Motormagasinet solgt 2431 eksemplarer af Skoda Enyaq iV i 2022, svarende til et salg hver måned på godt 200 styk. Volkswagen ID. 4, som i 2021 endte på førstepladsen, måtte i år nøjes med en placering som nummer to, med et salg på 2322 styk. Tesla Model Y, der længe lå lige i haserne på Skoda Enyaq iV, måtte nøjes med en tredjeplads med 2316 solgte modeller.

Samlet set er der solgt 30.830 elbiler i Danmark i 2022, hvilket er en fremgang på næsten 24 procent i forhold til året før. Andelen af solgte elbiler udgjorde i 2021 12,9 procent. Dét tal steg i 2022 til 20,8 procent.

Volkswagen ID. 4 er årets næstmest solgt elbil

Mere end 100.000 elbiler på vejene

2022 markerede sig også på den positive front ved at blive det år, hvor det samlede antal af elbiler på de danske veje rundede 100.000 styk. I betragtning af, at det samlede bestandtal af køretøjer er på mere end 3,2 millioner, så er der dog fortsat en del konventionelt drevne biler på landevejene herhjemme.

Med et samlet salg på 2431 eksemplarer må Skoda Enyaq da også se sig overhalet af intet mindre end otte andre personbiler, når talen falder på det samlede salg af biler. Her vinder Peugeot 208 ræset med 3918 solgte styk, mens Ford Kuga og Citroën C3 indtager henholdsvis anden- og tredjepladsen med 3716 og 3111 eksemplarer.

Tallene skal ses i lyset af, at det samlede salg har været faldende – faktisk blev der i 2022 langet en femtedel færre biler over disken sammenlignet med 2021-salget.

(Kilde: MotorMagasinet og Bilstatistik)

Cupra Born havde et fint salg i 20022

Top 10 over de mest solgte elbiler

Her er listen over de elbiler, som der blev solgt flest af på det danske marked i 2022:

  1. Skoda Enyaq iV: 2431 styk
  2. Volkswagen ID. 4: 2322 styk
  3. Tesla Model Y: 2316 styk
  4. Volkswagen ID. 5: 2023 styk
  5. Audi Q4 e-tron: 1780 styk
  6. Polestar 2: 1480 styk
  7. Cupra Born: 1258 styk
  8. Ford Mustang Mach-E: 1247 styk
  9. BMW iX3: 1169 styk
  10. Volvo XC40: 1040 styk

(Kilde: MotorMagasinet og Bilstatistik)