Lokal bilmand fra Autocentralen kåret som Årets Reservedelsrådgiver

10. juni 2022
Reservedelschef Peter Damsgaard er blevet kåret som ”Årets Reservedelsrådgiver”

AUTOCENTRALEN – Reservedelschef Peter Damsgaard har – gennem sine 15 år i Autocentralens Horsens-filial – vundet adskillige priser og udmærkelser. Senest er han blevet kåret som ”Årets Reservedelsrådgiver” hos den danske Volkswagen-importør. Prisen er med til at understrege, hvor ekstremt dygtig og vidende den erfarne bilmand er. 

– Med en helt vanvittig hukommelse og mindset formår Peter at trylle rundt med reservedele og kunder, og på trods af både restordrer, krig i Ukraine og Corona over hele verden, så får vi altid en positiv oplevelse internt såvel som eksternt. Det er blandt andet derfor, at han er blevet “Årets Reservedelsrådgiver”!

Cirka sådan faldt ordene fra Ib Jakobsen, der er direktør hos Volkswagen Erhvervsbiler, da reservedelschef Peter Damsgaard fra Autocentralen i Horsens forleden blev kåret som ”Årets Reservedelsrådgiver”.

Overrækkelsen skete ved Brand Day 2022, som er Volkswagen-importørens måde at fejre sine mange forhandlere og værksteder på.

Stolt over at blive Årets Reservedelsrådgiver

Selv er Peter Damsgaard naturligvis både stolt og beæret, men han er samtidig også ganske ydmyg omkring titlen.
– Det er naturligvis fantastisk at vinde, men det er jo også et stort skulderklap til mine kolleger i bilhuset. Men jo, det er lækkert, selvfølgelig er det dét, understreger Peter Damsgaard, der har været en del af virksomheden de seneste 15 år.

Peter Damsgaard er naturligvis både stolt og beæret

Han er oprindeligt udlært i sin fars bilforretning i Varde, som i øvrigt førhen var farfarens – så man kan roligt fastslå, at Peter Damsgaard er en rigtig bilmand, der har fået interessen ind med modermælken.
– Biler har altid interesseret mig, og jeg brænder stadig for mit fag. Og det tænker jeg da også kan mærkes både af kunder, kolleger og samarbejdspartnere, påpeger han.

Han smiler igennem telefonen

Allan Junge, der er filialdirektør hos Autocentralen Horsens, og som dermed er Peter Damsgaards chef, tøver da heller ikke med at rose sin kollega til skyerne.
– Det er virkelig rigtigt, at han er lidt af en tryllekunstner. Samtidig med, at Peter ved, hvad det er for stumper, der er brug for i langt de fleste situationer, så har han et enormt netværk, som han kan trække på. Og han er altid klar på at hjælpe andre, understreger Allan Junge.

Gennem 15 år har Peter Damsgaard været en del af Autocentralen i Horsens

For tre år siden blev Autocentralen Horsens kåret som Årets Erhvervscenter, så det der med at vinde priser er ikke uvant for bilhuset.

– Vi er meget synlige, og vi gør vitterligt alt, hvad vi kan, for at kunderne får en bedre oplevelse end de har forventet. Her vil vi kunderne – og det er Peter et rigtigt godt eksempel på. Han smiler virkelig gennem telefonen, og det er bare så vigtig en egenskab, pointerer filialdirektøren.