Køreskoleeleverne har fået nyt legetøj fra Autocentralen

21. maj 2023
Køreskoleeleverne har fået nyt legetøj

HYUNDAI – Haderslev Køreteknisk Anlæg har netop modtaget ni spritny Hyundai i20 fra Autocentralen Haderslev. Bilerne bruges som et led i kørekortundervisningen, og skal være med til at sikre, at også fremtidens bilister har styr på det basale, når det handler om at begå sig i trafikken.

Der kører lidt mere end 30.000 Hyundai i20-modeller rundt på de danske landeveje – og i denne uge er der kommet yderligere ni til. Haderslev Køreteknisk Anlæg har således lavet en aftale med Autocentralen Haderslev, der er områdets lokale Hyundai-forhandler, om at lease ni Hyundai i20 1,0 Turbo.

– Der er tale om ni helt identiske modeller, der udelukkende adskiller sig ved at være i forskellige farver. Motor- og udstyrsmæssigt er de helt ens, og så er de i øvrigt med manuelt sekstrins gear samt komfortpakke med blandt andet klimaanlæg og regnsensor, fortæller Thomas Niemann, der er formand for Haderslev og Omegns Kørelærerforening.

Thomas Niemann er formand for Haderslev og Omegns Kørelærerforening.

Med det hverv følger også at være tovholder på det køretekniske anlæg, hvor bilerne naturligvis udgør en bærende del af inventaret. De ni nye Hyundai i20 afløser ni andre Hyundai i20, som nu har udtjent værnepligten efter fire år på asfalt.

Hyundai i20 for tredje gang

– Det er jo ikke fordi bilerne kører særligt mange kilometer, for de bliver jo udelukkende brugt her på anlægget. Jeg vil tro, at de af bilerne, der har kørt mest, de har kørt omkring 16.000 kilometer, forklarer formanden, der kan berette om stor tilfredshed med den storsælgende koreaner.

Det er tredje periode med Hyundai i20, som Haderslev Køreteknisk Anlæg er på vej ind i. Dermed er det også ottende år, at eleverne har ”den koreanske Polo” til rådighed.

– Vi ville selvfølgelig finde nogle andre modeller, hvis det ikke var forbi, at vi er ovenud tilfredse med både mærket og modellerne. Og selvfølgelig også serviceringen af dem, som foregår hos Autocentralen. De har vist sig yderst driftssikre, og så er kørekomforten ganske enkelt fremragende, understreger Thomas Niemann.

Det er tredje periode med Hyundai i20

Det hænder naturligvis, at der sker noget med bilerne på et køreteknisk anlæg.

– Det er i udgangspunktet helt nye bilister, som bliver puttet ind bag rattet i de her biler, og selv om hastighederne altid er ganske afdæmpede, så går det galt ind imellem. Men når det sker, så er der ingen tøven fra Autocentralens side, forklarer formanden.

Elever imponeret over udstyrsniveau

Hos Autocentralen Haderslev er det sælger Henrik Løjborg Hansen, der har stået for aftalen med kørelærer-foreningen.

– Det er en rigtig god bil, sådan en i20’er, det er der slet ingen tvivl om. Og det er jo også et produkt, som Hyundai har stor tiltro til, ellers ville man jo ikke give fem års fabriksgaranti, påpeger han.

Selv om de ni Hyundai i20 bliver leveret uden nummerplader, så er de udstyret fuldstændig, som hvis de skulle sælges i almindelig handel. Her er prisen for en Hyundai i20 1,0 Turbo Essential med metallak og komfortpakke i omegnen af 210.000 kroner.

– Vores elever er generelt meget imponerede over det høje udstyrsniveau, som der er hos Hyundai. Så det er bestemt en god reklame for både Hyundai og Autocentralen, at der er jeres biler, som vores køreskoleelever for en af deres første køreoplevelser i, pointerer Thomas Niemann.

Læs mere om bilmodellen her.

Eleverne er imponerede over det høje udstyrsniveau.