Granturismo er på skærmen i den bedste sendetid

29. september 2022
Mit liv med Danmarks dyreste biler

AUTOCENTRALEN – Så er der endelig lidt tilbagebetaling af licenskronerne, nu hvor Danmarks Radio har valgt at sende en serie af fuldfede tv-programmer med Autocentralen-selskabet GranTurismo Cars. Programmerne sendes lørdag aften på DR2 – men kan naturligvis også streames.

Tidligere i år kom det frem, at Autocentralen har valgt at investere i flexleasingselskabet GranTurismo, der på blot fem år har formået at blive lidt af et ikonisk brand herhjemme.

Det er primært biler i den dyre ende af skalaen, der leases ud, og her er det specifikke modeller fra mærker som Ferrari, Porsche, Mercedes-Benz og Lamborghini, der står øverst på kundernes ønskesedler. Det har Danmarks Radio fået øjnene op for, og de har derfor begået fire fine tv-programmer, der hedder “Mit liv med Danmarks dyreste biler”.

I de foreløbig fire afsnit følger DR i hælene på Joachim Kay Stender, der af mange er kendt som GranTurismos YouTuber. Han har begået en lang række spektakulære anmeldelser og prøvekørsler af de biler, som virksomheden leaser ud.

En verden med hurtige biler

Sammen med direktør Thomas Olkjær og salgs- og leasingrådgiver Ulrik Walter Rasmussen, giver Joachim Kay Stender et spændende indblik i, hvordan det går for sig i en verden med hurtige og dyre biler.

GranTurismo har masser af superbiler

I løbet af de fire afsnit skal hovedpersonen finde frem til fem bilkort, der udgør de fem biler, som Joachim Kay Stender gerne vil have stående i sin drømmegarage. Og som hovedpersonen selv udtrykker det:

– Jeg har lovet DR at holde mig inden for et budget på 25 millioner kroner, så alle kan være med. Derfor skal der i sidste ende træffes nogle jernhårde valg, påpeger Joachim Kay Stender, som tydeligvis besidder en vis portion humor.

En verden af eksklusive biler

Vi kommer blandt andet med til Estoril-banen i Portugal, hvor en ny udgave af Porsche 911 bliver godt og grundigt gennemtestet af hovedpersonen selv.

Porsche 911 på Estoril

Undervejs bliver der forsøgt handlet – og handlet – biler i den pebrede ende af skalaen, og i løbet af de fire udsendelser ser vi da også et eksempel på en handel, der ikke går efter planen. I hvert tilfælde ikke i første omgang.

Vi kan varmt anbefale de to timers underholdning. De kan streames på DR ved at følge dette link – og bliver i øvrigt sendt lørdage på DR2. GranTurismo er på skærmen i bedste sendetid klokken 21.30.