AUTOCENTRALEN - En af Vejens største bilforretninger, Autocentralen, har netop fået en ny mand bag roret. Navnet er Mike Bigum, og han er i forvejen et ganske kendt ansigt i lokalområdet, da han tidligere har stået i spidsen for bilhuset.
- Jeg har altid interesseret mig for biler, selv om jeg indledte min karriere et helt andet sted. Jeg er nemlig butiksuddannet, og har arbejdet som butikschef i en årrække, inden jeg kom med i et særligt traineeforløb hos bilfirmaet Tegllund, der siden blev opkøbt af Autocentralen, fortæller Mike Bigum.
Han har siden arbejdet i flere af Autocentralens bilhuse, og i en periode for et par år siden var han faktisk filialchef i Vejen-forretningen.
- Jeg har i de seneste to år været projektansvarlig for salg og eftermarked på koncernniveau, men da jobbet her i Vejen blev ledigt, blev jeg tilbudt at rykke herud, forklarer filialchefen, der er bosat i Lunderskov.
Går en ekstra mil for kunderne
Ud over at være autoriseret Volkswagen-forhandler er Autocentralen i Vejen også autoriseret serviceværksted for Skoda, Seat og Cupra, samt Volkswagen Erhvervscenter.
- Men i lokalområdet er vi i lige så høj grad kendt for at købe og sælge brugte biler, og det er bestemt ikke noget, der kommer til at blive lavet om på. Vi har en stor omsætning af brugte biler både her i Vejen og på koncernniveau, og vi mener det, når vi siger, at vi hos Autocentralen Vejen køber alle brugte biler, fortæller den 40-årige Mike Bigum.
Han peger på, at udbuddet af nyere brugte biler i forretningen prismæssigt spænder fra under 100.000 kroner til op imod en million kroner.
- Vi kigger ikke på, hvad bilen koster. Vi kigger på, at varen og servicen er i orden. Det er vores DNA, og det gælder både her i Vejen og i hele Autocentralen-koncernen som helhed. Vi går en ekstra mil for vores kunder, og det er også derfor, at vores motto er ”Mere End Biler”, understreger Mike Bigum.
Volkswagen-forretning gennem små fire år
Filialen i Vejen fik en lidt svær begyndelse som Volkswagen-forhandler, idet indledningen stort set faldt sammen med, at en vis epidemi gjorde sit indtog. Oprindeligt blev der - helt siden etableringen i 1997 - solgt Opel-modeller på matriklen, men det ændrede sig altså for snart fire år siden.
Siden er bilhuset både blevet Volkswagen Erhvervscenter, hvilket appellerer til områdets mange erhvervsdrivende, samt autoriseret serviceværksted både for Skoda, Seat og Cupra. Så der er nok at se til for de knap 25 medarbejdere.









