VOLKSWAGEN - Som en af de første i lokalområdet har elektriker Jørgen Vandt fra Kolding netop fået leveret sin spritnye Volkswagen ID. Buzz Cargo - der er en 100 procent elektrisk varebil. Valget af bilmodel var ifølge køberen selv slet ikke svært.
- Vi har jo gennem et par år været rundt og installere masser af ladestandere, og i den forbindelse har jeg da tænkt, at vi jo selv burde se nærmere på markedet for elektriske varebiler. Men det har ikke været så stort, og det er vel først nu, at der for alvor er begyndt at komme nogle modeller på markedet, som reelt er værd at overveje, fortæller Jørgen Vandt, der - trods firmanavnets dobbelthed - er den eneste ”Vandt” i virksomheden.
For nylig fik han hos Autocentralen Kolding på Dieselvej overrakt nøglerne til en helt ny-produceret Volkswagen ID. Buzz Cargo, som er varevognsudgaven af Årets Bil i Danmark 2023. Siden har han lige haft bilen en tur forbi AUTO:Design, der er Autocentralen-koncernens afdeling for indretning, opbygning og foliering af biler. Her blev et yderst detaljeret reolsystem monteret i varebilen.
Elektrikeren er meget begejstret
- Vi har lige nu 11 biler kørende i firma-regi, og det her er den første rene elbil, så der er helt klart et stykke vej endnu. Det bliver primært mig, der kommer til at køre i ID. Buzz’en, for det er mit kørselsbehov, som passer bedst til en elbil, pointerer Jørgen Vandt.
Han grundlagde firmaet tilbage i 2004, hvor køreturene indledningsvist blev klaret af en ældre Volkswagen Golf. Siden er vognparken blevet optimeret, og den består i dag af dels Volkswagen Transport og Mercedes-Benz Vito. Og så altså en Volkswagen ID. Buzz Cargo, der optimalt set har en rækkevidde på 417 kilometer.
- Jeg ved godt, at den reelt nok er noget kortere, og det er fint. Hvis vi skal virkelig langt omkring, så må vi jo ind og lade op, erkender elektrikeren, der i øvrigt er meget begejstret for sit nye køretøj.
En varebil man lægger mærke til
- Den kører fremragende, og når man først lige har vænnet sig til det her med, at det er en anden måde at ”tanke” på, så er der altså ingen udfordringer, påpeger Jørgen Vandt, som er i gang med et generationsskifte i virksomheden, som han ejer sammen med Peter Damgaard og Dan Hansen.
Det nyeste køretøj i Vandt & Vandt-familien er som sagt blevet indrettet med reoler, ophæng og skuffer til diverse værktøj, kabelruller og øvrigt grej, som skal bruges, når elektrikeren skal holdes i stødet.
- Jeg har fået at vide, at det er en af de første, som AUTO:Design har indrettet, men det er virkelig blevet godt. Alt er nemt at komme til, og der er plads til det hele. Det virker bare, fortæller Jørgen Vandt, der også har fået den sorte varebil beklædt med firmalogo samt en fine grønne stafferinger langs bilens sider.
Og den elektriske varebil skal der nok blive kigget efter. For det første er det moderne ”rugbrød” bare iøjnefaldende alene på grund af sit design. For det andet er der i skrivende stund blot indregistreret 142 Volkswagen ID. Buzz Cargo-modeller i Danmark, så den er fortsat lidt af et særsyn. Der er indregistreret 113 eksemplarer af udgaven på hvide plader.
Bilsælger klar med flere elbiler
- Det er virkelig en fremragende bil, som vi rigtig gerne vil have flere ud og køre af. Desuden er det jo også en bil, som sender et godt og grønt signal til omverdenen. Vi er helt klar på at få flere til at køre elbil, så det er bare med at rulle en tur ind til Autocentralen, fortæller Søren K. Madsen, der er erhvervssalgschef hos Autocentralen Kolding på Dieselvej, der er autoriseret Volkswagen-forhandler.
Jørgen Vandt har lavet en flerårig leasingaftale gennem Autocentralen - men bilen kan naturligvis også købes. Den koster fra 329.995 kroner (eksklusive moms) som varebil - og 489.995 kroner som personbil.
Volkswagen ID. Buzz er i øvrigt kåret som Årets Bil i Danmark 2023, ligesom varebilsversionen er kåret som Årets Varebil i Europa 2023.
Se flere billeder af den elektriske varebil herunder:
Du kan også se VW ID. Buzz Cargo om- og opbygget som akutbil herunder:





















