Pressemeddelelse: Autocentralen opkøber i en svær tid

14. maj 2020

Autocentralen, Sydjyllands store bilkæde, har opkøbt Volkswagen og ŠKODA i Vejle og koncernen har med denne udvidelse sikret fortsat tilstedeværelse på adressen Bugattivej 4. Koncernens nuværende 9.000 m2 store bilhus på Bugattivej i Vejle ombygges til et VW og ŠKODA bilhus, der også tilføjes SEAT.
Derudover integreres det nye bilhus med Autocentralens håndtering af varebiler til storkunder, som arbejder tæt sammen med den nuværende folie- og opbygningsafdeling på matriklen. I udstillingen bliver der udover de nye VW, ŠKODA og SEAT biler også plads til 100 topklargjorte brugte biler.
”Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at indgå en aftale med de nuværende ejere af Volkswagen og ŠKODA i Vejle. De nuværende ejere viderefører det nuværende bilhus indtil den 31. dec. 2020, så konkurrencestyrelsen har god tid til at godkende handlen. Forhåbentlig har COVID-19 lagt sig, når vi starter i 2021, så det bliver et godt bilår til at starte vores nye eventyr i Vejle”, udtaler koncerndirektør Anders Jensen.

Autocentralen overtager alle medarbejdere undtagen den nuværende ejerkreds. ”Vi overtager også nuværende bygninger. De nuværende bygninger overvejer vi lige, hvad der skal ske med, der er flere muligheder på bordet. At sælge er en af dem, udleje en anden mulighed ” forklarer koncerndirektør Anders Jensen.
Det er vigtigt for Direktør Karsten Christensen (nuværende ejer) at understrege, at salget intet har med COVID-19 at gøre, men simpelthen fordi han fik et godt tilbud. Ligeledes tilføjer Karsten, at større enheder tage over i branchen og at timing for salget passede ham fint. Han ser med tilfredshed på at forretningens kunder får en god og professionel behandling i fremtiden hos Autocentralen.

Omfattende renovering af det store bilhus
Bilhuset på Bugattivej skal gennemgå en omfattende renovering og ombygning, så det kommer til at fremstå topmoderne og opfylder alle krav fra fabrikken, herunder el og tilmed med masser af plads til alle brands (VW, VW Erhverv, ŠKODA, SEAT og brugte biler). ”Med ombygningen følger også en digital tilgang til håndtering af kunder, hvor vi belært af COVID-19 kan håndtere både salg af biler og bookninger af værkstedsbesøg, nøgle indkast m.v. uden fysisk kontakt. Dog vil den personlige service af både personbils- og erhvervskunder aldrig gå af mode”, fastslår vicekoncerndirektør Morten Bøhm.

I tråd med strategien
”Det var første prioritet i vores strategi, der faldt på plads her. Med dette opkøb undgår vi en række andre udvidelser og investeringer, idet huset på Bugattivej også kan rumme vores fælles administration, håndtering af varebiler til storkunder og folie/opbygningscenter. Nu dækker vi området med VW, ŠKODA, og SEAT fra nord for Horsens til Vejle, Kolding, Haderslev (SEAT), Vejen, og helt til Esbjerg, med bilhuse i disse byer.” fortsætter koncerndirektør Anders Jensen.

SEAT lander i Haderslev og på Egtved Allé i Kolding
I Haderslev tilføjer Autocentralen SEAT pr. 1. juni i det nuværende bilhus, hvor Autocentralen i forvejen repræsenterer Citroën og Hyundai. Det samme sker i Kolding pr. 1. juni 2020, hvor forhandlingen af SEAT tilføjes Autocentralens store bilhus på Egtved Allé, som i dag rummer ŠKODA, Honda, Nissan og Citroën. ”De bilmærker som vi har i Haderslev og Kolding er alle mærker, vi kan se os sammen med i fremtiden og som passer godt i vores prioritering”, tilføjer Koncerndirektør Anders Jensen.
I Horsens bygges der som tidligere meddelt et helt nyt bilhus med VW, VW-erhverv, ŠKODA, SEAT, AUDI service og brugte biler. Det nye bilhus forventes klar til indflytning i forsommeren 2021.

”Det er noget af en investering Autocentralen foretager i 2020, men alle vores dispositioner giver god mening for fremtiden. Med disse strategiske valg, har vi ressourcerne til at levere god service til vores kunder, og forhåbentlig levere et positivt resultat i en branche, hvor de små marginaler gør forskellen. Vi er naturligvis også hårdt ramt af COVID-19 tilbageholdenhed hos bilkøbere, men modsat tror vi på, at ved at tage investeringen nu, så ruster vi os til fremtiden, hvor befolkningen jo stadigvæk skal have en ny bil eller den gamle repareret på værkstedet. Vi er blevet mere digitale her under krisen og sammen med de rigtige medarbejdere og bilmærker, så tror vi på en lys fremtid for branchen og dermed Autocentralen”, slutter koncerndirektør Anders Jensen.

Regnskab for 2019 vurderes som tilfredsstillende.
Autocentralen har netop afsluttet sit regnskab for 2019 med samlet overskud på 29,1 millioner før skat. Det blev et tilfredsstillende resultat i bildivisionen på 18,6 millioner før skat. Resultatet er efter de negative påvirkninger af nedlukning af to butikker, hvoraf den ene i Vejle nu genopstår i en version 2.0.

Autocentralen ejendomme gav et overskud 10,5 millioner før skat.
Forventning til 2020 for hele koncernen er et lille positivt resultat, hvor COVID-19 har sat sine spor. Ledelsen håber, at Danmark og branchen igen åbner op og kunderne får lyst til at købe eller lease bil igen. Tingene har formentlig normaliseret sig igen i 2021, men det kan forventes, at der opstår nye købsmønstre, som følgevirkning af krisen.

Autocentralen:
Autocentralen vil fremover bestå af syv afdelinger. To afdelinger i Kolding og en afdeling i henholdsvis Haderslev, Vejen, Esbjerg, Horsens og Vejle. Autocentralen er Sydjyllands største bilkæde med et stort udvalg af brugte biler. Autocentralen er autoriseret forhandler og serviceværksted for Citroën, Honda, Hyundai, Nissan, ŠKODA, Volkswagen og SEAT samt Audi og Opel servicepartner. Der håndteres et salg på ca. 12.000 biler årligt. Når overtagelse af Vejle er effektueret, vil der være omkring 400 ansatte.

For mere information:
Morten Bøhm Jørgensen, Vicekoncerndirektør, Autocentralen, Tlf. 2448 7499
Anders Jensen, Koncerndirektør, Autocentralen, Tlf. 2787 1611