Autocentralen i Esbjerg holder TS Tech godt kørende

29. november 2022
TS Tech har en bilflåde på 46 køretøjer

TESTIMONIAL – Esbjerg-virksomheden TS Tech, der efterhånden har rundet en medarbejderstab på mere end 50 ansatte, holder hele tiden sin flåde af varebiler helt opdateret. Forleden fik virksomheden udleveret seks spritnye Volkswagen Caddy hos Autocentralen Esbjerg – og dermed når bilflåden op på 46 styk.

Selv om TS Tech historisk set ikke strækker sig længere tilbage end til 2009, så er der faktisk tale om lidt af en mastodont især inden for større projekter med elinstallation. TS Tech har sit domicil på havnen i Esbjerg, og har fokus rettet mod offshore-, marine-, industri- og naturligvis vindsektoren.

– Der er ikke en eneste af de vindmøller, der forlader Danmark, som vi ikke har haft fingre i. Det er et helt særligt område for os, fortæller Thomas V. West, der er kommerciel direktør for TS Tech.

Ud over at være særdeles synlige i og omkring Esbjerg, så har virksomheden mange opgaver over hele Danmark, ligesom der løbende også er projekter i blandt andet Holland, Tyskland, England og Asien. TS Tech har oplevet en nærmest eksplosiv udvikling gennem de seneste ti år, og i dag er der mere end 50 kvinder og mænd ansat.

Materiellet skal være til at stole på

– Vi udfører alt tænkeligt el- og installationsarbejde på vindmøllerne. Alt det rundt om. Det er jo vigtigt, at det virker, så der kan leveres masser af grøn energi. Men vi laver meget mere end det. Ud over at være den foretrukne leverandør inden for de nævnte områder, så er vi også eksperter i mobiliseringer, afskibninger, industri installationer og mere, forklarer Thomas V. West.

Med så mange opgaver, projekter og medarbejdere er det klart, at TS Tech er nødt til at være godt kørende – at have et materiel, som de kan stole på.

Kommerciel direktør Thomas V. West fra TS Tech og erhvervssalgschef Jacob Friis Madsen fra Autocentralen Esbjerg nyder her synet af seks spritnye Volkswagen Caddy, som er klar til at køre for TS Tech. Foto: PR

– Vi har lige nu en flåde af biler, som er på 46 styk. Vi har lige fået leveret yderligere seks Volkswagen Caddy, der er en af de foretrukne modeller, fordi den er fleksibel og letkørt – og fordi man faktisk sidder ganske komfortabelt i bilen, understreger den kommercielle direktør.

TS Tech er en virkelig stor spiller

Bilflåden hos den store installationsvirksomhed består stort set udelukkende af Volkswagen-køretøjer, som er leaset via Autocentralen Esbjerg på Skagerrakvej, der er områdets store Volkswagen Erhvervscenter.

– Vi har en god aftale omkring finansiel leasing, og det giver os et overblik over, hvad der er af udgifter i hele den periode, hvor aftalen løber. Vi skal ikke tænke på uforudsete udgifter til eksempelvis service og den slags, fordi det er en del af aftalen. Det passer rigtig godt til vores temperament, fortæller Thomas V. West.

Flåden af Volkswagen-varebiler bliver naturligvis serviceret på det store værksted hos Autocentralen Esbjerg, men det er langt mellem besøgene på liften.

– Vi er glade for alle vores kunder, men det er klart, at det betyder noget, når så stor en spiller som TS Tech vælger at bruge os som samarbejdspartner. Det er vi selvfølgelig meget tilfredse med, påpeger Jacob Friis Madsen, der er erhvervssalgschef hos Autocentralen i Esbjerg.