TRAFIK - Ifølge Vejdirektoratets foreløbige estimat mistede 154 personer livet i trafikken i 2022. Antallet af trafikdræbte er dermed det næst laveste siden 1930 - men det skal naturligvis helst længere ned.
Selv om 2022 var et år næsten uden coronarestriktioner, og trafikniveauet derfor stort set var tilbage på samme niveau som 2019, viser de foreløbige tal fra Vejdirektoratets ulykkesstatistik, at antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken sidste år var lavere end før pandemien.
Tallene viser, at 154 personer blev dræbt i trafikulykker i 2022, mens omkring 2.800 kom til skade. 154 dræbte er færre dræbte end stort set alle andre år. Kun i Corona-året 2021 var tallet lavere - her mistede 130 personer livet.
De foreløbige ulykkestal er baseret på et estimat ud fra de ulykker, der er rapporteret indtil nu. Den endelige registrering af alle ulykker bliver foretaget i løbet af foråret, og Vejdirektoratet melder de endelige tal ud i det sene forår. Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.
Et relativt lavt antal trafikdræbte
Årene 2020 og 2021 var nogle ret særlige år i trafikken, da corona-restriktioner og generel nedsættelse af samfundsaktiviteten resulterede i mindre trafik på de danske veje. Det er derfor ikke helt uventet, at antallet af dræbte kunne risikere at blive en smule højere i 2022. Der er dog stadig tale om et historisk lavt niveau af trafikdræbte.
For blot 20 år siden blev der dræbt mere end 400 personer hvert år på de danske veje, så i løbet af denne periode er det lykkedes at få antallet af dræbte mere end halveret, selvom trafikken i samme periode er steget. Der ligger dog fortsat et arbejde med at nå Færdselssikkerhedskommissionens mål om 90 eller færre trafikdræbte i 2030.
Hastigheden er sat en kende ned
Vejdirektoratets hastighedsmålinger viser, at gennemsnitshastigheden på de store veje er lavere i 2022, end den har været både i årene under corona-pandemien, men også i forhold til 2019. Det er ikke muligt at sige med sikkerhed, at der er en sammenhæng mellem det og det lave antal dræbte, men generelt har en lavere gennemsnitshastighed en positiv effekt på trafiksikkerheden.
Det skyldes dels, at en andel af ulykkerne bliver forhindret blandt andet på grund af en kortere reaktions- og bremselængde og dels, at en andel af de ulykker, der sker, bliver mindre alvorlige på grund af lavere kollisionshastigheder.
- I Rådet for Sikker Trafik arbejder vi hver dag for at nedbringe antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken herhjemme, og vi glæder vi os over den positive udvikling i 2022. Men vi er ikke i mål, for hver evig eneste dag er der fortsat mange mennesker, der enten bliver dræbt eller kommer til skade i trafikken, påpeger direktør Mogens Kjærgaard Møller fra Rådet for Sikker Trafik.










