AUTOCENTRALEN - 59-årige Mogens Rathgen Hansen kan i disse dage fejre, at han har været en del af Autocentralen i Haderslev i ti år. Jubilaren har et usædvanligt gåpåmod og en særdeles positiv tilgang til det at gå på arbejde. Og så ”klikker” Mogens Rathgen Hansen med kollegerne.
Jobbeskrivelsen ”blæksprutte” er efterhånden lidt af en kliche, men ikke desto mindre er det en meget præcis betegnelse af de funktioner, som 59-årige Mogens Rathgen Hansen udfylder hos Autocentralen i Haderslev, der er autoriseret forhandler af både Citroën og Hyundai.
- Mogens er jo ansat hos os på en skånejob-ordning, og han er her sædvanligvis tre dage om ugen. Vi har utrolig stor glæde af ham, for han kender jo vores bilhus temmelig godt, fortæller Frank Hansen, der er filialchef hos Autocentralen i Haderslev.
Jubilaren selv er noget mere ydmyg omkring sin egen rolle:
- Jeg er virkelig glad for at være her. Vi kender hinanden godt her i firmaet, og selv om der er lidt drilleri en gang imellem, så er det kun på den gode måde. Og nogle gange er det også mig, der driller de andre, understreger Mogens Rathgen Hansen med et stort smil.
Holder bilhuset helt skarpt
Opgavelisten er omfattende, og den inkluderer blandt andet at sørge for, at bilhuset tager sig godt ud både ude og inde.
- I sommerhalvåret slår jeg græsset, og om vinteren er det mere fejekosten, der bliver brugt. Det er jo vigtigt, at der er ryddeligt og ordentligt. Det er som regel også mig, der åbner bilhuset op de morgener, hvor jeg er her, og det sker da også af og til, at der er en kunde, der henvender sig til mig. Men så ringer jeg efter en kollega, for det der med bilsalg, det er ikke lige mig, erkender Mogens Rathgen Hansen.
Han møder ind på Hirsevej 1 mandag, onsdag og fredag, og her går dagene med alskens små og store opgaver.
Kollegerne har stor betydning
Mogens Rathgen Hansen bor i Hejsager, og klarer typisk turen til og fra arbejde på knallert.
- Det tager cirka 20 minutter hver vej, så det er ikke noget at snakke om. Men hvis vejret er dårligt, så vælger jeg altså at tage rutebilen.
Mogens Rathgen Hansen har tidligere været ansat hos Merlin-kæden, men da den lukkede, var han med egne ord heldig at blive en del af den koncern, der i dag hedder Autocentralen.
- Der er jo blevet udvidet kraftigt hernede, mens jeg har været her, og der sker jo ændringer med tiden. Men heldigvis er mange af kollegerne de samme, og har stor betydning, fortæller jubilaren, der på den private bane har en kæreste, men ingen børn.









