AUTOCENTRALEN - Hvis man vil være ekstra tilfreds Audi-kunde, så er det en god idé at blive kunde hos Autocentralen Kolding, der netop er blevet kåret som det Audi-værksted i Danmark, med den højeste kundetilfredshed.
- Det at have en bil på værksted, er jo sjældent noget, som man ligefrem glæder sig over. Og ofte kommer det også ubelejligt, fordi der måske er sket et uheld, eller fordi en reservedel svigter. Så man kan godt sige, at bilbranchen er lidt bagud på point, allerede inden vi er begyndt at håndtere kunden, fortæller Nicolai Jørgensen, der er servicechef hos Autocentralen Kolding på Dieselvej.
Nu har han - og resten af det store bilhus - fået dokumentation for, at Autocentralen Kolding er Danmarks bedste Audi-værksted målt på kundetilfredshed.
Nummer et blandt 28 Audi-værksteder
- De fleste importører måler på det her, fordi det er utroligt vigtigt med kundetilfredshed. Og hvor vi sidste år blev nummer to blandt de 28 autoriserede Audi Servicepartner-værksteder herhjemme, så blev vi forleden nummer et. Det er vi ærlig talt ret tilfredse med, erkender servicechefen.
Audi-importøren måler på en række forskellige faktorer, og det var altså den samlede score, som sendte Kolding-bilhuset helt til tops.
- Sidste år vandt vi i den kategori, der handler om fakturagennemgang, og denne gang tog vi den ”store” gevinst. Det er fantastisk, fortæller Nicolai Jørgensen.
I bilhuset, der ligger i den sydlige del af Kolding, har Autocentralen desuden autoriseret salg og service og Volkswagen - og ifølge servicechefen bliver alle kunder behandlet lige godt.
Kunden skal føle sig mødt og hørt
- Hver eneste dag er vores målsætning, at kunderne skal gå glade og tilfredse ud gennem glasdøren. Og det er uanset hvilket mærke, de har været på vores værksted med. Det handler om at tage os den tid, der er nødvendig, for at kunden føler sig både mødt og hørt, påpeger han.
Der kan være stor forskel på, hvor høj grad af information og rådgivning den enkelte kunde ønsker, så det skal de ansatte i Autocentralen være dygtige til at fornemme.
- Vi tager den tid, der er nødvendig. Og det er vi gode til her i Kolding. Vi trækker lige vejret en ekstra gang, for det er kun fair, hvis kunden har brug for at forstå, hvad der er blevet håndteret på den enkelte bil.
Nicolai Jørgensen modtog prisen for den højeste kundetilfredshed, da han - sammen med et par kolleger - deltog i det årlige Audi Days, som er en intern fejring.









